Om Kort & Dokumentar Filmskolen NYHED – Kort & Dokumentar Filmskolen

Om Kort & Dokumentar Filmskolen

Kort & Dokumentar Filmskolen er landets største uafhængige filmskole. Vi tilbyder kurser og uddannelser indenfor TV, film og online medier. Det er her de store mediehuse sender deres ansatte på efteruddannelse. Det er også her at folk med drømme om en karriere indenfor levende billeder, har fundet en alternativ vej ind i branchen.

Filmskolen blev grundlagt i 1999 ud fra en vision om at gøre filmhåndværket tilgængeligt for alle, som har en passion for at fortælle med levende billeder.

Som navnet antyder, så er filmskolen specialiceret i de korte video formater og dokumentarfilm. Med dagens mediebillede, hvor dokumentarfilm vises i primetime og udbredelsen af video på digitale platforme er eksploderet, er Kort & Dokumentar Filmskolen mere relevant end nogensinde.

Skolens ledelse og ejerkreds

Skolen er ejet og ledet af et team: Christina Hove: Adm. Direktør, Steven Changtrakul: Uddannelseschef, Malene Ronnenberg Kirk: Marketingchef, Henrik Audon: Arbejdende Bestyrelsesformand.

Vi har alle vores gang på skolen, og det er os, du møder, når du ringer, skriver eller er på kursus. Herudover kan du i ugens løb møde Morten Arnfred, teknik-ansvarlig og Martin Egedal, der hjælper med support og marketing.

Kort- & Dokumentar Filmskolen er intet uden vores formidable undervisere: Branchens mest benyttede specialister på hvert deres felt inden for filmhåndværket. Alle har en aktiv karriere og laver projekter i ind- og udland.
Læs mere om vores undervisere

Kort- & Dokumentar Filmskolen kerer om vores relationer og vi vil gerne dele vores netværk og faciliteter. Vi elsker at få besøg af gamle og nye venner. Så, kig forbi og fortæl om dine projekter. Der er altid kaffe på kanden…

Christina Hove, Adm. Direktør:

Christina har en international baggrund og har gået i skole i London og Bruxelles samt boet nogle år i Indonesien. Hun har arbejdet en del år i større danske virksomheder som Topsoe og DSV, hvor Christinas fokus var på strategi og organisationsudvikling. 

En perlerække af tilfældigheder førte Christina til Kort- og Dokumentar Filmskolen. Her blev hun fanget af stedets stemning, menneskerne og alle de fortællinger, der gemmer sig – både i stedets historie og i de mennesker, som er en del af skolens hverdag. 

”Jeg faldt for stedets charme. Det, der tænder mig på den lange bane, er at se mennesker vokse og udvikle sig i et miljø, der udfordrer og lærer. Det har også været drivkraften i mine år som leder.” 

Christina blev i tidernes morgen cand. mag. i dansk og italiensk fra Københavns Universitet.

Steven Changtrakul, Uddannelseschef:

Steven er stærkt forankret inden for det klassiske filmhåndværk, innovation og teknik. Han har tidligere været tilknyttet Strong Productions tekniske afdeling, DR Markedsføring, partner i PR- og videoagentur Swann Pro Motion  og har udover film en baggrund som projektleder og konceptudvikler.

Steven er uddannet klipper på Kort- & Dokumentar Filmskolen i 2013. Siden har han (med undtagelse af en kort periode) arbejdet på skolen både som teknikker og skoleleder.

“Det er en stor glæde for mig at skabe nogle rammer, hvor det enkelte menneske kan udfolde sin kreativitet og udvikle sig både fagligt og menneskeligt. At se elevernes glæde og begejstring over dét skolen og underviserne leverer hver dag, gør hele forskellen for mig.”

Malene Ronnenberg Kirk, Marketingchef:

Malene har i mange år arbejdet med web, grafisk design og digital markedsføring, både som selvstændig og for større virksomheder som Experimentarium, Topsoe og Tryg. Hun har boet i udlandet en årrække – London og New Zealand – har også rejst og fotograferet en hel del. 

“Det er især mennesker og relationer, der optager mig. Jeg holder virkelig meget af filmskolen. Det er en kreativ oase, hvor dem der kommer her interesserer sig for verden og har noget på hjerte. Det er fantastisk at være med til at udvikle sådan et sted.”

Malene er uddannet multimediedesigner med efteruddannelse fra den Grafiske Højskole og Bigum inden for visuel kommunikation og digital markedsføring.

Henrik Audon, Arbejdende Bestyrelsesformand: 

Henrik er iværksætter indenfor finansiel rådgivning og har grundlagt Oaklins A/S. Han har arbejdet som direktør i større internationale virksomheder som Quaker Oats og Rank Xerox. Han er uddannet Civiløkonom og har bl.a været formand for Dansk Markedsføringsforbund.

“Min baggrund for at gå ind som bestyrelsesformand er, at fotografering har været min hobby siden min tid som marinesoldat på Grønland. Gennem årene har jeg deltaget i flere kortere ekspeditioner i især Canadiske nationalparker hvor jeg filmede mine oplevelser, der er blevet til en række små dokumentarfilm.

Efter 45 år med kamera og redigering, er jeg til stadighed fascineret af den udvikling, der finder sted i samfundet `fra tekst til billede’”.

Vores undervisere er branchens mest erfarne og benyttede fagfolk

Når du tager et kursus hos Kort & Dokumentar Filmskolen undervises du af instruktører, klippere, kamerafolk med flere, som hver er specialister indenfor deres område af filmhåndværket. Undervisere som sætter deres viden og erfaring i spil og guider dig, så du udvikler de kompetencer, du har brug for.

Læs mere om undervisernes kompetencer og erfaringer

På filmskole i Det Danske Filmstudie i Lyngby

Kort & Dokumentar Filmskolen bor i grønne og charmerende omgivelser i Det Danske Filmstudie, tidligere ASA Film, i Kongens Lyngby – en af Danmarks ældste filmbyer. Det moderne filmstudie for film-, tv- og reklameproduktion huser også andre kreative virksomheder inden for bl.a. musik, scenografi og postproduktion.

Siden 1936 har filmbyens studier lagt scener til både danske og internationale filmsucceser som fx Far til fire, Åndernes Hus, Breaking the Waves og Den Eneste Ene. Også flere tv-serier er optaget her, blandt andet TV3s Nynne, TV 2s Greyzone og Netflix-serien The Rain.