Spørg manuskriptdoktoren | Kort- & Dokumentar Filmskolen

SPØRG MANUSKRIPTDOKTOREN

Dan Hoffmanns brevkasse

FÅ SVAR PÅ DINE SPØRGSMÅL OM DIT MANUS

Er du i gang med et manuskript til en film eller tv-serie? Og driller det lidt?

Der er hjælp at hente i Manuskriptdoktorens brevkasse – Dan Hoffmann stiller nemlig sin viden og ekspertise til rådighed for dig! Med Kort- & Dokumentar Filmskolens brevkasse “Spørg manuskriptdoktoren” kan du sende dine spørgsmål direkte til Dan Hoffmann, og få gavn af råd fra en professionel ekspert med mange års brancheerfaring. Se bare her, hvad Dan Hoffmann kan hjælpe dig med:

Hej. Jeg hedder Dan Hoffmann, og jeg er manuskriptforfatter.

De sidste 20 år har jeg fungeret som manuskriptkonsulent for både den danske, den europæiske og den amerikanske filmbranche.

… Hvad er en manuskriptkonsulent? Det er en som filmstudier og produktionselskaber bruger til at løse problemer med deres manuskripter. Efterhånden har jeg været med på over 60 producerede film og tv serier.

De problemer jeg har løst, spænder meget vidt – fra problemer med plottet, strukturen, genren, karaktererne – til suspensen, dialogen og meget mere.

Så uanset hvilket problem du sidder fast i med din historie, vil jeg gerne hjælpe.

Måske har du problemer som at:

• Finde den rigtige start eller slutning på din historie.
• Gøre din gyser uhyggelig, din thriller overraskende eller dit drama fængslende.
• Løse udfordringer med dine karakterer eller med at undgå flad dialog.
• Holde momentum i anden akt.
• Gøre din krimi til et mysterie.

– så send os dit spørgsmål, og jeg vil besvare det snarest muligt. Men da alle manuskripter unikke har du helt sikkert dit helt eget spørgsmål.

Mange hilsner

Dan Hoffmann
HVORDAN FOREGÅR DET?

Skriv til Dan Hoffmann på scriptdoc@filmkurser.dk eller klik på knappen. Så svarer Dan så hurtigt som muligt.

HVORDAN FOREGÅR DET?

Skriv til Dan Hoffmann på scriptdoc@filmkurser.dk eller klik på nedenstående knap. Så svarer Dan så hurtigt som muligt.

DAN HOFFMANN

Dan Hoffmann er manuskriptforfatter og -konsulent. Han bor og arbejder i New York og er Script Doctor i Hollywood såvel som for den Europæiske filmindustri. Her har han bl.a arbejdet på tv serier som The Walking Dead, Boardwalk Empire, Broen og Forbrydelsen og film som Gia Coppolas Palo Alto, Nicolas Cage filmen Joe samt danske film som Antboy 2, Mørke og Rembrandt.

Dan har desuden skrevet dokumentarserien DNA Detektiven med Eske Willerslever.

Besøg Dans hjemmeside her

Vi tænker ikke over det til daglig, men hver gang vi hører nogen tale, bliver vi fodret med mange forskellige lag som til sammen udgør en replik. Hemmeligheden bag at skrive replikker, der lyder, som forskellige karakterer, er at blive bevidst om nogle af disse lag – for det er nemlig her at forskellen på karakterens replikker skal findes. Det er her, du kan “skrue på knapperne” for at ændre karakteren af en replik.

Så lad mig kort gennemgå alle knapperne.

 

1. DIALEKT – afspejler hvor vi kommer fra, og det er en meget stor knap. I filmmanuskripter skriver vi jo ikke replikkerne, som de udtales. Men der er alligevel mange ting i en replik ,der kan antyde dialekt. Fx som her i Dronningens nytårstale:

Der er nogle, som vi skylder en særlig tak, nogle, som vi måske ikke lægger så meget mærke til i det daglige.

Og her en replik fra en af Preben Møller Hansens valgtaler:

Ingen, absolut ingen af de folkevalgte politikere, der sidder i folketinget, er fem potter pis værd.

Som du kan se, er begge replikker gennemsyret af dialekt. Dygtige forfattere gør meget ud af at lytte sig frem til, hvordan deres karakterer taler, fx ved at finde dokumentarfilm eller interviews med mennesker, fra samme område som karaktererne.

 

2. SOCIOLEKT – er også en slags dialekt, som afspejler hvilket socialt lag man kommer fra. Du kan fx se replikkerne ovenfor som et eksempel på en person, der kommer fra de højere sociale lag og en, der kommer fra et klassisk arbejder miljø.

 

3. KRONOLEKT – afspejler hvornår man er født. Du har fx et andet sprog end det som dine bedsteforældre har. Sproget forandrer sig med tiden, uden at vi opdager det, men med to karakterer i forskellige aldersgrupper bliver det tydeligt. Som fx her:

LUCAS: Ja, nu skal vi bare chille rundt og høre de andre bands.

JENS:Jeg holder meget af god mad, og jeg prøver at spise særdeles fornuftigt.

Det skulle gerne være tydeligt hvem af disse to er ung, og hvem som er ældre.

Ud over dialekterne er noget af det vigtigste i replikker:

 

4. ORDFORÅD OG SPROG – mange tænker ikke over, at alle mennesker har deres eget unikke sprog. Der findes ganske enkelt ikke to mennesker, der har det samme sprog. Vi har hver især et bestemt ordforråd som er unikt. Men vi har også en særlig måde at bruge sproget på. Vi bruger meget de samme udtryk – igen og igen. Vi har vores faste vendinger.

Når du skriver karakterer, kan du bruge grebet ved at bestemme dig for, hvilke faste udtryk og faste vendinger og ord som din karakter har – og så bruge dem mens du skriver.

Du husker helt sikkert Benny fra Olsenbanden og hans “Skide godt, Egon”. Det sagde han tit, fordi det var en del af hans unikke sprog, ligesom Egons sprog bød ham at sige “ hundehoveder og hængerøve.”

 

5. SÆTNINGSTRUKTUR – Alle mennesker har også deres egen sætningsstruktur. Nogle mennesker bruger lange sætninger. Nogle bruger korte. Nogle bruger mange indskudte bisætninger og bemærkninger, mens andre bruger mange billeder. Det kan du også bruge i dine replikker. Se fx på disse to karakterers sætningslængde:

CAROL: Do we absolutely have to have that fan running all the time? – It’s driving me absolutely insane. Do we?

BEN: No.

CAROL: I hate them contraptions, they scare the beejezus outta me.

BEN (switches the fan off)

Her kan du se at Carol taler i lange sætninger og Ben i korte. Og hvis du er rigtig skarp kan du også se, at Carol kommer fra sydstaterne.

 

6. ATTITUDE – attitude er central i replikker, fordi ens attitude peger tilbage på, hvem man er som menneske. Attitude viser nemlig ens grundlæggende indstilling. Nogle mennesker er meget alvorlige, andre oftest sjove, nogle inadvendte, andre udadvendte, nogle er bitre, andre er optimister, vrede, eller fjogede, afslappede eller altid fuld af energi.

Og disse grundlæggende attituder ændrer sig meget sjældent. De peger på, hvem vi er som mennesker. Derfor er en af de vigtigste beslutninger, du skal tage som forfatter, hvilken attitude der er gennemgående for alle dine karakterer.

 

Mange hilsner,

Dan

Det er et rigtigt godt spørgsmål, som jeg faktisk ville ønske at flere manuskriptspirer havde stillet inden de starter!

Rigtig mange starter nemlig bare med scene 1, og så skriver de derudaf.

Men et af problemerne med at arbejde på den måde er, at man oftest kommer til at skrive sig ind i et hjørne, hvor man ikke kan komme ud af igen: Du vil uundgåeligt støde ind i et problem med historien undervejs, som du ikke kan finde en udvej fra. Og hvad gør du så?

Det er lidt ligesom, hvis man bare begynder at klaske nogle mursten op, lidt tilfældigt, i håb om at det, man laver, på en eller anden måde kommer til at ligne et hus.

For ligesom når man bygger et hus, kræver det at skrive et manuskript en plan, en arkitekttegning og et fundament.

I den professionelle filmbranche bruger man en bestemt metode til at udvikle et manuskript på.

Et filmanuskript bliver nemlig skrevet i 5 faser.

 

FASE 1: LOGLINE

Det første, du skal gøre, er at skrive din ide til historien ned i en såkaldt “logline”. En logline er hele din ide fortalt på en sætning eller to. Her er fx loglinen til Disneyfilmen Find Nemo:

When his son is swept out to sea, an anxious clownfish embarks on a perilous journey across a treacherous ocean with dangerous shark, to bring him back.

I en logline skal du i én sætning fortælle, hvem din hovedperson er, hvad hans problem er, hvad hans mål er, og hvad modstanden er. I Find Nemo kan du se, at hovedpersonen er en klovnefisk. Hans problem er at hans søn er blevet borte. Hans mål er at finde ham og bringe ham tilbage, og modstanden er at havet er foræderisk, og at der er hajer.

Processen med at skrive et manus til en spillefilm begynder altid med en logline. Og fordi en logline er så kort, giver det dig mulighed for at skrive mange og til sidst vælge den bedste.

Mange begyndere begår desværre den fejl, at de begynder at skrive et manuskript, som de så – alt for sent – opdager ikke er baseret på en ide, der holder. Så skriv hellere mange loglines end få, så kan du sikre dig, at din grundide er god.

Og så er du altid velkommen til at prøve den af på vores pitch sessions. (klik)

 

FASE 2: SYNOPSIS

Når din logline er god, udvikler du den til en synopsis på én side. Hvor loglinen kun beskriver selve ideen, kan du nu få lov til at fortælle hele historien fra begyndelse til slutning. Men altså kun på en enkelt side!

Her handler det om at tænke på, hvordan historien er struktureret i tre akter: Begyndelse, midte, slutning. Hvordan begynder din film? Hvilken situation sætter den igang? Hvordan får hovedpersonen sit problem? Hvordan får hun sit mål? Hvad er første vendepunkt? Hvad er andet? Hvad er midtpunktet? Hvad er klimakset?

Alle disse ting skal selvfølgeligt beskrives i handling – ultrakort. Det gør du ved kun at beskrive hvad der sker, og hvad karaktererne gør. Ikke hvad de siger.

Og så skal jeg lige huske at sige, at en god synopsis altid er et resultat af mange, mange omskrivninger. Der er ingen, heller ikke professionelle, der kan skrive noget som er godt i første hug. Så husk nu hele tiden at skrive om. Det gælder forøvrigt også din logline. Det er ikke unormalt at forfattere har skrevet flere hundrede loglines, før de finder en, der er god.

 

FASE 3: BEAT-SHEET (STEP OUTLINE ELLER STEP SHEET)

Nåd din synopsis fungerer, så skriver du et beat-sheet. Det er et dokument på ca. 10 sider hvor du går igennem alle historiens “beats”.

Et beat er en begivenhed, en situation eller en scene, som flytter historien fremad. I en typisk spillefilm er der ca. 40 beats eller afgørende øjeblikke, der flytter historien fremad.

Hvis du har set filmen Don’t Look Up, så har du her de første 3 beats:

  1. Den unge astronom opdager, at der er en komet på vej mod Jorden.
  2. Hendes ven og lærer, Doktor Randall, beregner på tallene og finder ud af at kometen vil udslette jorden om seks måneder.
  3. De beslutter sig for at briefe Præsidenten om situationen.

 

FASE 4: TREATMENTET

Efter beat sheet er det tid til at skrive et såkaldt “treatment”. Et treatment er hele din historie fortalt på ca 20-25 sider.

Forskellen på beat-sheet og treatment er, at du nu har plads til at tænke i scener.

Hvis du i dit beat-sheet har skrevet, at din hovedperson bliver skilt fra sin kone i beat 25, så sker det over flere scener i den endelige film. Måske starter det med, at de skændes i køkkenet – scene 1. Hun bliver rasende og går ud i carporten – scene 2. Han følger efter hende derud, og så beslutter hun sig for at køre en tur for at få lidt fred – scene 3.

Når man skriver treatment skal man derfor tænke sine beats om til scener. Og her har man så også lov til at beskrive de enkelte scener og lokationerne lidt mere detaljeret. Bare der ikke er replikker med. I arbejdet med at skrive en film er replikkerne nemlig det sidste, der bliver tilføjet, og det sker i:

 

FASE 5: MANUSKRIPTET

Først nu, efter alle disse faser, er du klar til at skrive det egentlige manuskript, hvor alle scenebeskrivelserne er med, og ja: også dialogen, replikkerne og monologerne.

Hvis du bare følger denne arbejdsmetode, har du allerede taget et kæmpe skridt frem mod at blive en professionel manuskriptforfatter.

 

Held og lykke.

Mange hilsner,

Dan

TV-serier og spillefilm skrives meget forskelligt.

Først og fremmest er en film en afrundet historie med en begyndelse, en midte og en slutning. Forfattere, der skriver spillefilm, bruger meget tid på at tænke over slutningen, for det er den som hele historien leder op til. Og slutningen giver hele historien dens mening og budskab.

TV-serier, derimod, er aldrig skrevet med en midte og en slutning i tankerne. Producenter og TV-kanaler ser nemlig helst, at en TV-serie kan køre i så mange sæsoner som muligt. Derfor er TV-serier hverken skrevet med en bestemt midte eller en bestemt slutning in mente. Det er derfor heller ingen afsluttende pointe eller budskab. I stedet handler det om at skrive et koncept, som man kan blive ved med at fortsætte så længe det skal være.

Og dét handler om, hvorvidt grundkonflikten er stor nok, om det dramatiske spørgsmål, som driver historien, er stærkt nok, og om karaktererne indeholder nok konflikter og dybde til, at man kan fortsætte serien i al evighed.

TV-serier er derfor en slags suspense motor – en mekanisme, et koncept – mere end det er en egentlig historie. Hvordan den så udvikler sig, er noget man finder på hen ad vejen, sæson efter sæson.

Og der er mange andre forskelle også. Selvom pladsen her er knap, vil jeg alligevel opremse en del af dem:

 

  • TV-serier bliver ikke skrevet af en enkelt person. Serier bliver skrevet af et hold forfattere, som sidder omkring et bord og skriver afsnit efter afsnit. Dette arbejde ledes af en såkaldt hovedforfatter. Det er hende, som er ophavsmand til serien og har opfundet seriens grundpræmis og idé.

 

  • TV-serier er altid ”ensemble stykker”. Det er film meget sjældent. Et ”ensemble stykke” er en historie med en hel gruppe af hovedpersoner i stedet for blot en eller to. I en TV-serie er der derfor som regel, aldrig kun én hovedperson, men mange. Man skal nemlig sikre sig, at en serie kan fortsætte, selv hvis nogle af skuespillerne hopper fra.

 

  • En spillefilm er som regel struktureret i tre akter. Det er en TV-serie ikke. I TV-verdenen kan et enkelt afsnit være enten fire eller fem akter langt, men aldrig tre. I praksis betyder det, at der bør være et vendepunkt hver tiende minut.

 

  • I en TV-serie er antallet af lokationer typisk begrænset til nogle få. Det hænger blandt andet sammen med at produktionstiden er kortere, og at der skal optages mere pr. dag end på film. Derfor udgøres lokationerne af nogle få nøglelokationer. Det hænger også sammen med, at man, når man optager TV, lægger beslag på en lokation i så lang tid at man ikke kan bruge virkelige lokationer (i hvert fald når der er mange sæsoner). Man er derfor nødt til at bygge alle lokationer i et studie, og de fleste studier har kun et begrænset antal scener.

 

  • TV-serier har oftest tre plots – et A, B og et C plot. Mindst ét af disse plot fortsætter gennem hele sæsonen, mens de andre bliver afrundet i hvert afsnit. På film bliver alle plots og subplots afrundet og forløst i slutningen af filmen.

 

  • Og så er der selvfølgelig længden. Hvor en spillefilm typisk er to timer lang er et afsnit af en dramaserie kun 58 minutter langt. Og afsnit af en sitcom er 28 minutter langt. I USA, hvor jeg arbejder, er afsnit oven i købet endnu kortere. Et dramaserieafsnit er på 45 min og i sitcoms er de 25 minutter lange.

 

  • En historie som er god for en film, er ikke nødvendigvis anvendelig til TV. At skrive for TV-mediet er så radikalt anderledes, at det er vigtigt at forstå, at det er to meget forskellige måder at tænke på. Det er ikke de samme typer historier, der egner sig til begge medier. En TV-serie er ikke bare en lang historie delt op i forskellige afsnit. Hvert afsnit er sin egen historie, og den fungerer også i en større sammenhæng.

Der er endnuflere forskelle på film og tv, og det er faktisk relativt sjældent at forfattere, der er vant til at skrive film, også kan skrive TV og omvendt. Men jeg håber at have vist dig, her, nogle af de vigtigste forskelle.

Held og lykke!

 

Mange hilsner,

Dan